JULESMÅKAGER

JULE KAGEMAND

Julen nærmer sig, og her har jeg lavet et bud på en jule kage, som de fleste synes er lækker.
Den minder meget om en tal eller bogstav kage, med browniebund og chokoladecreme. Dog er den formet som den klassiske jule kagemand. Skabelonen har jeg tegnet i hånden på bagepapir, og derefter skåret brownien ud efter den.

Kagen er lavet i samarbejde med Callebaut chokolade.

Jeg anbefaler at læse hele opskriften igennem inden I starter.

CHOKOLADEBROWNIE:
250 g smør
500 g sukker
50 g kakaopulver
100 g god mørk chokolade – Callebaut  811 –  54,5  %
100 g god mørk chokolade – Callebaut  811 – 54,5  %  (til at drysse over kagen til sidst)
1 spsk vaniljepasta (vaniljesukker kan også bruges)
4 æg
250 g  kagehvedemel (alm hvedemel kan bruges)

SÅDAN GØR DU :
Smelt smør og 100 g chokolade i en gryde og ta’ det af varmen.
Pisk sukker, vaniljepaste og æg til en lys og luftig masse.
Bland mel og kakao og tilsæt det. (Jeg sigter det altid i)
Vend det forsigtigt sammen til en lind masse.
Tilsæt smør/chokoladeblandingen og rør det sammen til det er jævnt.
Fordel dejen i en firkantet form på ca 32 x 25 cm.
Drys de sidste 100 g chokolade knapper over kagen.
Bag kagen nederst i ovnen i ca 20 – 25 min ved 175 grader. Den må godt være lidt blød i midten.

Når den er færdigbagt stilles den til afkøling, og derefter befries den fra formen.

CHOKOLADECREME :
Du kan med fordel forberede den dagen før.
2 blade husblas
200 g god mælkechokolade – Callebaut 823 –  33,6%
5 dl piskefløde

SÅDAN GØR DU:
Læg husblas i rigeligt koldt vand
Læg chokoladen i en dyb skål
Varm fløden op til lige under kogepunktet
Vrid vandet fra husblas og tilsæt det i fløden. Rør til det er opløst
Hæld fløden over chokoladen. Lad det stå et øjeblik, og rør til det bliver jævnt
Dæk cremen til med husholdningsfilm, og kom det helt ned på overfladen.
Sæt cremen på køl og lad det køle helt ned til 5 grader. Ca 3 timer eller gerne natten over.

Lige inden du skal pynte kagen, pisker du cremen let op, så den bliver luftig, og du kan sætte toppe af den.
Pas på ikke at piske den for meget.
Kom den i en sprøjtepose med den tyl du synes dine toppe skal ha’.

Når kagen er kølet af, ligger du skabelonen på, og skærer ud der efter.
Chokoladecremen piskes let og luftig, og der sættes toppe på kagen. Dette kan gøres i god tid, men så sættes kagen på køl til den skal pyntes og serveres.

Pynt kagen som her, med forskellige chokolade kugler og julekrymmel, eller brug fantasien og pynt lige som du har lyst til.

En rigtig hyggelig julekage som børnene helt sikkert vil synes er sjov at være med til at lave.

God fornøjelse.

Julekram fra
Frøken W

Ingen kommentarer endnu

Der er endnu ingen kommentarer til indlægget. Hvis du synes indlægget er interessant, så vær den første til at kommentere på indlægget.

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

JULESMÅKAGER