BØF A LA LUDVIG

Navnet til denne ret er kommet fordi vi i efteråret købte en kvart ko, som vi døbte Ludvig. Når man køber sådan én, så får man forskellige stykker kød, og derfor har vi prøvet en del forskellige retter de sidste par måneder. I dag havde jeg et stykke kød hvor der på indpakningen stod "okseklump". (Vi har også lavet retten med okse inderlår.)  Så jeg tænkte simre mad med det samme, og det blev til denne lækre gryderet. Selvfølgelig serveret med hjemmelavet kartoffelmos. Vi kan rigtig godt lide at sovsen smager af noget, så jeg har krydret med lidt forskelligt. Den er lavet lidt på slum, men jeg har forsøgt at skrive ned hvad jeg har brugt. Til 6 personer GRYDERET: 1250 g okseklump skåret i strimler eller tern 3 - 4 løg 500 g champion 4-5 rimelig store gulerødder 1 spsk dijon sennep 1 stor dåse tomatkoncentrat 8 laurbærblade salt og peber 1/2 L piskefløde ca 1 1/2 L vand. (Jeg bruger kogende) Brug evt lidt okseboullion SÅDAN GØR DU: Gør kødet klar i strimler eller tern og snit løg og champion i tern. Samt gulerødderne i skiver. Svits løgene i lidt smør i gryden. Tilsæt derefter champion. Kom kødet ved og vend det godt, til det er brunet over det hele. Tilsæt gulerødder, sennep, tomatkoncentrat, salt og peber. Vend det godt rundt, indtil sennep og tomatkoncentrat er jævnt fordelt. Dæk det hele med vand og tilsæt laurbærbladene. Kom evt okseboullionen i her også. Lad det simre ca 4 timer til kødet er godt mørt. Hold øje med det og tilsæt lidt vand undervejs. Når det er ved at være færdigt tilsættes fløden. Kog det op, og jævn evt hvis det er nødvendigt. Smag til med salt og peber, og evt lidt sennep. Prøv om du kan fiske de 8 laurbærblade op. Server det med hjemmelavet kartoffelmos. En dejlig vinter ret som smager fantastisk. Den kræver dog at man har lidt tid, så den er jo skabt til weekenden. Jeg serverer altid en form for grønsager med til retten. I dagvar det bønner og broccoli. Rigtig god fornøjelse hvis I har fået lyst til at prøve. Vinterhilsner Frøken W