SMÅ HINDBÆRHJERTER

Jeg elsker hjerter, og laver meget gerne noget med hjerter, hvis jeg kan slippe afsted med det. De her hjerter brugte jeg som pynt til en større hjertekage til Valentinesday, men de kan sagtens laves som enkelte kager. I kan se den store hjertekage her. Kagerne her er lavet i samarbejde med kageoplevelser.dk, og indeholder reklamelink. 6 -8 stk HINDBÆRMOUSSE: 400 g hindbær 5 blade husblas 1 vaniljestang 2 spsk sukker saft af 1/2 citron 5 dl fløde SÅDAN GØR DU : Læg husblas i rigeligt koldt vand ca 20 minutter. Flæk vaniljestang og skrab kornene ud. Bland dem med sukker og lav din egen vaniljesukker. Kom hindbær, citronsaft og vaniljesukker i en gryde. Samt den tomme vaniljestang. Kog det op og lad det simre til alle hindbær er godt møre. Husk at tage den tomme vaniljestang op. Sigt alt væden fra i en skål. Knug vandet fra husblasen og rør det i den lune hindbærlage. Lad det køle lidt mens du pisker fløden til en meget let skum. Vend flødeskum i hindbærlagen – stille og roligt – af 3 omgange. Kom moussen i en sprøjtepose og fyld den i formen, som du finder her. Sæt dem på frost, og lad dem sætte sig. Det tager ca et par timer, eller lad dem gerne stå natten over. Til hjerterne har jeg brugt Velvet spray i lyserød. Det er vigtigt at kagen kommer lige fra fryseren når den sprayes. Det er en fin og nem form for "overtræk" og ser nærmest helt velour agtigt ud. Hvis I laver disse hjerter som enkelte kager, anbefaler jeg at komme en bund i, så det ikke kun er mousse. Jeg har pyntet kagen med bladsølv og mini marengs, drysset med rosadrys. Håber I har lyst til at lave de her fine hjerter :) Kagekram Frøken W